YAMAHA XS650 KLUB DANMARK  
 

XS650 ladekredsløb, beskrivelse og fejlkilder.

Jeg er den lykkelige ejer af en XS650D årgang 1977 med alt hvad der dertil hører af glæder og sorger:

Jeg købte i sommeren 2010 et nyt mc batteri af typen AGM XS performance. AGM er en meget nyerer type batteri, end hvad maskineriet er født med. Men det gav mig i første omgang ikke nogen gevinst. Her er lidt om mine erfaringer. Jeg nåede i sommeren 2010 kun at køre meget lidt, jeg havde altid en masse bøvl med at få sparket min XS'er igang. Den sparkede igen osv. Alt sammen de kendte faktorer, man oplever når ens batteri ikke er ladet helt op i kombination med Boyer tænding. Jeg kastede min mistanke på det originale spændingsræle. Jeg brugte forum for at se, hvad andre har haft af udfordringer mht. det lille kredsløb, der sidder, som en del af den store helhed. Her er hvad jeg har erfaret samt, hvordan jeg kom teknologisk lidt videre.
Original regulator

 

Det originale spændingsræle fra Hitachi har følgende virkemåde:
Der er 3 ledninger til enheden, en rød (+12-15V) fra batteri, en sort (stel), en grøn som er styrespændingen, der går til elektromagneten på selve motoren, også kaldet rotor, det er den spole der sidder i forlængelse af krumtappen, den drejer rundt.
Det der reguleres af spændingsregulatoren, er spændingen fra statorenhed til batteriet, så det ikke når et niveau, der er højere end batteriet og selve elektronikken kan klare. Så hvis spændingsstyringsrelæ står forkert, så får man enten ikke batteriet ladet ordentlig op under kørsel, alternativt er at det ikke klipper spændingen til rotoren, så lader den for meget. Dette kan medføre skader på batteri (det koger), pærer overbelastes og springer. Det lille relæ sidder med andre ord og måler på spændingen på batteriets plus pol. Når spændingen kommer over en justeret værdi, så afbryder det spændingen til rotoren, og der produceres nu ikke spænding/strøm, spændingen falder på batteriet, relæ falder ind igen, og sådan fortsætter processen. Ifølge servicemanual skal den justeres ind til at lade maksimum ved 2500 omd. Den spænding der skal justeres ind, kan være svær at opnå, hvis man har et batteri der ikke er opladet 100% fra starten. Den indre modstand i batteriet er så lille og stiger meget langsomt, så batteriet trækker spændingen ned. I manualen står at man skal måle ladespænding uden batteri på. Det har jeg ikke prøvet, men det skulle være den rigtige metode. Det kan ses længere nede, hvorfor jeg ikke kom så langt.

Det originale diagram

 

 

Jeg kløede mig noget i håret, da jeg havde fat i Haynes manualen om min XS'er. Der var et eller andet jeg ikke kunne gennemskue. Hvordan dælen kom der spænding/strøm på rotoren. Jeg har så efterfølgende fundet ud af, at illustrationen i bogen er forkert. Haynes mangler at angive stel på den ene side af rotoren (den sorte ledning). Jeg har taget følgende diagram, fra en original Yamaha servicemanual til en XS650B. Det er det bedste og simpelste diagram jeg til dato har fundet. Den omtalte rotor, er afbilledet helt ude til venstre på diagrammet. Jeg prøvede at måle lidt på dennes spole. Den skal have 5 ohm over sig, dette når man måler direkte på de 2 slæberinge. Hvis man måler hen over kullene udvendig på statoren, skulle aflæsningen være ca. det samme resultat. Det havde jeg så ikke lige. Jeg afmonterede statoren, målte kullenes længde. De var inden for grænsen, fra nye er de 16 mm. lange, mine var slidt 2 mm. Jeg sleb enderne af med et korn 600 vådslibepapir, og sleb også rotorens slæberinge op med korn 1000, der må ikke være ridser, derfor den fine kornstørrelse. De blev fine og nogetlunde kobberblanke igen. Affedtede/rensede det hele og monterede statoren igen. Nu var der fin kontakt og mere stabil 5 ohm hele tiden, dette når jeg drejede rotoren ved håndkraft med en skiftenøgle. Der vil aldrig, som jeg er blevet gjort opmærksom af medlem nold, være en muligt for, at måle noget ordentligt med et næsten strømløst instrument. Jeg prøvede før jeg rensede og sleb ligeledes, at have et amperemeter i serie med batteriet. Dette hoppede også en del, det blev ligeledes bedre efter afrensning. De 5 ohm giver iøvrigt et forbrug på XS'eren på ca. 2,5 ampere, når den kun står med tændig (uden lys). Hvis I kan huske fysiktimerne, vil I nok huske, at når man kører en magnet foran en spole, så genererer denne spole en spænding/strøm. Denne spænding/strøm genereres af de tre spoler, der sidder i en stjerne på diagrammet. De er forbundet med 3 hvide ledninger op til ensretterbroen (nr.3 på diagrammet). Hvis de seks dioder i ensretteren ellers virker, skulle man nu have transformeret vækselspænding og til jævnspænding. Denne spænding løber direkte på batteriet. Så nu er kredsløbet sluttet.

Diagram til BMW

 

 

Modernisering.
Alene den måde man skal justere sit laderelæ op på, fik mig til at tænke, det her må kunne gøres smartere. Jeg kikke rundt om på nettet, og fandt et diagram, som i sin tid er udviklet af det engelske Elector Electronics, et blad jeg var storforbruger af i mine unge dage. En mand ved navn Jörgs har laves siden : Jörgs Motorcyle Pages, hvor han beskriver opbygningen af kredsløbet til en BMW. jeg har gengivet diagrammet, man ved aldrig med internettet, en dag er det væk.
D2 er ikke sat i, D1 er lavet med 2 zener dioder på 11 volt i serie med en på 3,9 volt (14,9 volt). Så fik jeg en afbrydelse af spændingen til rotoren ved 14,6 Volt, DF er grøn ledning, D- er sort ledning fra stikket. Det virker glimrende. Der er elektronik for ca. 50 kr. Afbrydelses spændingen er genskabt med en variabel ekstern strømforsyning, og rotor er simuleret med en 12 volt 20 watt halogen pære som belastning. Systemet slår rotoren ind igen når batterispændingen på den røde når 14,4 volt.

Illustration af det færdige spændingsbegrænserkredsløb.

 

 

Til slut.
Her er hvad jeg endte op med. Det er da meget godt, den er placeret under sadlen, den er choppet så der hvor originalerne har luftfiltre, der har jeg maskinrum. Med lidt snilde kan kredsløbet godt placeres i den originale Hitachi ladeenhed. Kølepladen behøver ikke være så stor som her, det var mest for at så havde jeg noget at placere gummi dæmpning på, imellem fysisk stel og den lille ny enhed.
Hvorfor så ikke bare købe en færdig, det er jo hyldevare hos eks. MC-Nøglen, hvor ensretter og laderelæ kan købes for imellem 1000 og 2000 kr. Det er jo IKKE sjovt, jeg lave tingene selv, og som gammel elektronikmand, havde jeg en del af stumperne liggende. Men da jeg så fik det hele samlet, fandt jeg så ud af at alle mine start problemer sidste år, skyldes et dårligt batteri. Det har drillet lige fra jeg fik det. Ved stor belastning (lys på cyklen ved kickstart), dykkede spændingen til 3 volt, og så sparker sådan en XS'er med Boyer tænding som en hest. Uden lys på ved start kunne jeg være heldig. Batteriet er eftermålt sidste år og ladet op med min pulslader type CTEK MULTI XS 3600 batterilader speciel til AGM batteritypen.
Min holding efter jeg har læst og set, hvor kritiske AGM batterier er mht. ladespændingen, at folk der køber denne type batterier, skal få finindstillet deres ladespænding. Der skal lades med 14,7 volt. De sidste 20% kapacitet lades ved denne spænding, hvis maskinen kun lader med 14,5 volt bliver batteriet aldrig ladet helt op.



Artikel af medlem nr: 239 Peter Rasmussen, opdateret 14-5-2011

Angiv din mening om artiklen, kunne den bruges til noget, har du tilføjelser, ideer til ting der kunne laves anderledes. Husk at udfylde grundoplysninger. Anstødende bemærkninger slettes af webmaster.

Grundoplysninger Din kommentar:
Dit navn:
Postnr. By:
Sikkerhed:
Skriv de 4 bogstaver i midten af yamaha: